Vær den første! Få de seneste nyheder og opdateringer
Forslag

    Philips vinder Danmarks Designpris 2010/2011 for lysarmaturet CitySwan

    oktober 8, 2010

    Torsdag fik Philips tildelt Danmarks Designpris 2010/2011 for lysarmaturet CitySwan, der er udviklet i samarbejde mellem Philips, Bjarne Schläger ApS og Morten W. Borup fra GHB Landskabsarkitekter A/S. Den tilhørende masteserie er produceret af Alfred Priess A/S.


    CitySwan er resultatet af en fælles ambition om, at det rette lys kan ændre oplevelsen og indtrykket af alt fra en enkelt vej til en hel bydel. En ambition der går hånd i hånd med Philips’ målsætning om at forbedre folks liv gennem innovative former for belysning og LED løsninger.


    ”Som markedsledere inden for belysning og LED løsninger, arbejder vi hele tiden på at udvikle produkter, der er funktionelle og miljøvenlige, men som samtidig er i front rent designmæssigt. Vi er derfor utrolig glade for og stolte over at have modtaget Danmarks Designpris for 2010/2011”, udtaler Thomas Skovsgaard, salgsdirektør, Philips Lighting Denmark.

     


    Juryens udtalelse om CitySwan


    ”I et hav af belysningsprodukter til gade- og byrum lyser CitySwan op som et belysningsarmatur, der på bedste vis indpasser sig i bybilledet og samtidig markerer sit helt eget rum. Det sker designmæssigt enkelt, men med en markant virkning. Om dagen med stilfærdig elegance som byinventar i samspil med andre elementer i bybilledet, om aftenen med et blændfrit og retningsbestemt lys. 
     
    Det bløde lys er med til at forstærke det tidløse og elegante design. CitySwan er på alle måder et armatur, der passer ind i nærmest al form for arkitektur, hvilket gør, at den fungerer utrolig godt i ethvert gadebillede. CitySwan bygger begavet videre på en god, dansk designtradition inden for belysningsområdet.”

     


    CitySwan skaber tryghed i Tingbjerg

     

    CitySwan armaturet blev oprindeligt udviklet til Tingbjerg i København. Visionen var at skabe et armatur, der kunne matche områdets enkle arkitektur og samtidig bidrage til at nedbringe kriminaliteten i området.


    Udover at udskifte og opgradere belysningen i området, renoverede Københavns Kommune samtidig de grønne områder og ombyggede boldbanerne. Alt sammen for at skabe et bedre miljø og øge trygheden for Tingbjergs beboere.


    Projektet blev afsluttet i 2009 og har indtil nu været en stor succes. Der er installeret over 700 CitySwan armaturer i Tingbjerg, så mens der tidligere var lange ubelyste strækninger i området, er der i dag maks 15 meter mellem hver armatur. Det har gjort området mere sikkert og har samtidig haft en positiv indvirkning på beboernes tilknytning til området.


    ”Mens vi installerede CitySwan, var der især mange kvinder der kom hen og fortalte, hvor glade de var for det nye lys. Det har givet hele området et kæmpe løft. Folk har fået en øget tilknytning til Tingbjerg, og de føler sig simpelthen bedre tilpas”, udtaler arkitekt Bjarne Schläger.


    Tingbjerg-projektet fik tildelt International Citypeople Light Award i 2009. Prisen går til projekter, der i særlig grad formår at skabe en sammenhæng mellem lys, rum og mennesker. Og netop den sammenhæng har dannet en rød snor for landskabsarkitekt Morten Weeke Borups arbejde med CitySwan:


    ”CitySwan-armaturet er meget rent i sit design, og armaturet kan ses meget tydeligt uanset om det er dag eller nat. Man kan derfor bruge CitySwan til at markere et bestemt område – til at give området et særligt udtryk, som beboerne kan identificere sig med. Og ved at tilkoble ekstra LED lyskilder, så kan man ændre lysets farve og styrke og på den måde skabe langt mere kreative belysningsløsninger”.

    For yderligere information og interviews

    • Thomas Skovsgaard, Salgsdirektør, Philips Lighting Denmark, 20 12 37 22, thomas.skovsgaard@signify.com
    • Bjarne Schläger, Bjarne Schläger A/S, 33112232, bs@bs-la.dk 
    • Morten W. Borup, GHB Landskabsarkitekter a/s, 26123740, mwb@ghb-landskab.dk

    ________________________________________

    Om Royal Philips Electronics


    Royal Philips Electronics of the Netherlands er et vidtspændende firma inden for helse og velvære, der fokuserer på at forbedre menneskers liv gennem relevante nyskabelser. Som verdensleder inden for healthcare, livsstil og belysning, integrerer Philips teknologi og design i løsninger med mennesket i centrum, baseret på grundlæggende viden om forbrugerne og varemærke-løftet ”sense and simplicity”. Hovedkontoret ligger i Holland og Philips har cirka 116.000 ansatte i flere end 60 lande. Med en årsomsætning på ca. 171 milliarder danske kroner i 2009 er koncernen markedsførende inden for hjertebehandling, akutbehandling og hjemmepleje, energieffektive belysningsløsninger og nye belysningsapplikationer, samt livsstilsprodukter der skaber velvære og glæde. Philips har således en stærk førerposition inden for FlatTV, shaving og grooming til mænd, bærbar underholdning og tandpleje.